Med et sjældent besøg i Havdrup Hallen og oven i købet som hjemmebane i denne runde gik kampene i gang efter det vanlige og frygtindgydende kampråb.
Rundens modstandere fra Kirke Hyllinge – Skibby, som lå lige under os i tabellen inden kampstart fik en flyvende start, hvor deres damesingler nedkæmpede både Jose og Nadia. I mix’erne gik det bedre, men Brian og Lene måtte til sidst strække våben. Mie og Ruben i 2. MD lukkede lige akkurat 3. sæt til egen fordel. Så efter de første 4 kampe var stillingen 1-3.
I herresinglerne så det fra start lovende ud, idet Johan viste sin modstander rundt i alle banens hjørner. Mini Bechs i 2. HS kæmpede godt, men måtte til sidst erkende nederlaget efter 3 lange sæt. I 3. HS lykkedes det endnu en gang at trække modstanderen så langt ned i tempo, at selv Christian kunne række armene i vejret som sejrherre. I 4. HS måtte den unge Tommerup sande, at selv om man slår hårdt og løber meget så er det ikke altid nok.
Så med stillingen 3-5 inden doublerne var det ikke med den bedste mavefornemmelse, at damedoublerne gik i gang. 1. DD med Jose og Nadia sluttede lidt for hurtigt, da Nadia fik lavet en mindre ”Jaskagidejskaja” (Monrad & Rislund, VM i skidrop), hvor hun ramte sig selv i øjet med sin egen ketcher.
Nu var der ikke andet end sejre, som kunne bruges, hvis holdkampen skulle vindes.
I 2. DD fik Lene og Mie bedre og bedre fat på modstanderne og sluttede 3. sæt af med en komfortabel sejr. I herredoublerne så det også godt ud på alle baner. Johan og Mini Bechs i 1. HD samt Ruben og Brian tog sikre sejre i henholdsvis 1. og 2. HD. I 3. HD formåede Christian og Tommerup at holde spændingen intakt lige til det sidste. Kampen blev vundet i ombolde i 3. sæt.
Holdet viste styrken og sikrede med den samlede sejr, at vi stadig er nr. 3 i rækken.
På trods af den lidt særlige hjemmebane havde vi glæde af flere prominente støtter undervejs. Den skadede Bech, verdens sejeste Mia Blichfeldt, formanden med hele familien samt Johans mor.
Tak for kampen.
CustomValidator